Cyklismen mangler en 2025-plan

Leder i Cyklister nr. 1/Vinter 2017 af landsformand Jette Gotsche

Danskerne cykler markant mindre end i starten af 90’erne, og i 2016 tog cyklismen endnu et nøk nedad. Samtidig køber vi biler som aldrig før, vejtrafikken stiger støt, og den passive transport bidrager til et beskæmmende billede af et Danmark, hvor både børn og voksne bevæger sig alt for lidt.

Det har store samfundsmæssige konsekvenser, når vi lader cyklen stå og får rørt os mindre i hverdagen. Hvert år dør ca. 6.000 danskere en for tidlig død som følge af fysisk inaktivitet, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Inaktivitet er nu den næststørste dræber – kun overgået af rygning.

Man skulle tro, at de triste kendsgerninger ville få enhver regering til at råbe vagt i gevær og lancere en målrettet indsats for at få flere danskere til at cykle og bevæge sig. I stedet har man det seneste år gjort inaktiv og forurenende transport endnu mere attraktiv.

Transportministeriet slår endda selv fast, at »for hver kilometer, der bliver kørt på cykel i stedet for i bil, kan sundhedseffekten for samfundet … opgøres til næsten 7 kr.«. I 2015 cyklede danskerne 280 mio. kilometer mindre end året før – det kræver ikke meget hovedregning at nå frem til, at det giver samfundet et tab i milliardklassen. At få danskerne til at cykle mere er med andre ord en overordentligt god forretning.

Hvordan får vi så vendt udviklingen? I Cyklistforbundet ønsker vi et gennemtænkt samspil mellem cyklen, bilen og den kollektive trafik. Vores politikere skal tænke i langsigtede helhedsløsninger. De skal indgå forpligtende politiske aftaler, der gør det attraktivt at vælge cyklen og at kombinere transportmidler. Og både stat og kommuner skal på banen med ambitiøse strategier og investeringer.

Sidste år lancerede daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) et ønske om at få sat gang i en langsigtet vision for Cykellandet Danmark. Det var vi glade for! En visionær plan er præcis, hvad vi har brug for, hvis vi ikke skal tabe det enorme potentiale på gulvet, som vi har brugt generationer på at opbygge.

Vi har en unik cykelkultur, som resten af verden misunder os - og cyklen et af de helt afgørende elementer, hvis vi vil forbedre folkesundheden og møde fremtidens krav om en moderne og bæredygtig byudvikling og infrastruktur.

Vi forventer derfor, at de ansvarlige politikere med Danmarks nye transportminister, Ole Birk Olesen (LA), i spidsen hurtigst muligt sætter handling og midler bag de gode intentioner. Lad os arbejde på, at 2017 bliver året, hvor vi får sat hjul på en 2025-plan for cyklismen i Danmark. Cyklistforbundet er klar

Magasinet CYKLISTER

Vi skriver om det, som cyklister går op i og udkommer fire gange årligt

Få nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på cykelområdet med vores månedlige nyhedsbrev.