Hop med på vognen – sig JA til cyklen

Leder i Cyklister nr. 2/Forår 2018 af landsformand Jette Gotsche

Tidligere på året viste DR den prisvindende dokumentar ‘Bikes vs Cars’ (som vi i øvrigt viste på Landsmødet i 2015), om kampen om pladsen på vejene i nogle af verdens største byer. I en af de portrætterede byer – São Paulo – kan byens bilpendlere forvente at bruge tæt på tre timer dagligt i bilkøer, der bliver op til 160 km lange. Tre timer dagligt! Timer, som kunne være brugt med familie, med venner, med at dyrke sin hobby. Kort sagt med at leve sit liv.

Det er ikke tilfældigt, at det står så skidt til i mange af verdens storbyer. Det er byer, hvor bilen er omdrejningspunkt nr. 1, når der tænkes og planlægges byudvikling og transport af mennesker og varer. Det er byer, hvor afhængigheden af biler er bygget ind i byens DNA, og hvor cyklen spiller en fuldstændig minimal rolle.

Heldigvis ser det da helt anderledes ud hos os i Danmark ... eller gør det nu det?

Her til lands kan vi ifølge trafikminister Ole Birk Olesens ekspertgruppe Mobilitet for Fremtiden forvente en voldsom vækst i biltrafikken og en markant større trængsel på vejene over de næste 12 år. For århusianerne, odenseanerne, aalborgenserne og københavnerne handler det om en astronomisk stigning på hele 149 procent i den tid, som de sidder og triller tommelfingre i en bilkø. Det er barske løjer. Men nu kommer den gode nyhed. For vi kan faktisk gøre noget ved det. Vi kan undgå en udvikling a la São Paulo. Ekspertgruppen består af forskere inden for transport og økonomi, og de slår i en rapport fast – og det med syvtommersøm – at vi skal have fat i både cyklen og kollektiv transport af høj kvalitet, hvis vi vil helt til måls med at bekæmpe den enorme og stigende trængsel på de danske veje. Vi skal med andre ord tænke cyklen med, når vi udtænker og planlægger fremtidens byer og fremtidens måder at transportere personer og varer på.

I Cyklistforbundet er vi ikke fundamentalister. Vi hader ikke biler. Vi siger ikke, at cyklen skal være løsningen for alt og alle. Vi kører også bil. Men vi er som samfund nødt til at gøre cyklen til et stærkt alternativ og en god og tryg løsning for flere.

Hvordan? Det er ikke raketvidenskab. Det handler fx om flere og bedre cykelstier over hele landet, om flere cykelstier på tværs af kommunegrænser (de tider er for længst forbi, hvor vi boede og arbejdede i samme by eller kommune), om gode muligheder for at tage cyklen med i offentlig transport og om sikre cykelskoleveje til vores børn. Hvorfor? Fordi vi spilder vores liv, når vi sidder og kukkelurer i bilkøen. Fordi sådan en ineffektivitet koster vores virksomheder og vores samfund dyrt. En erkendelse, som vi heldigvis ikke er ene om at være nået til. Det er de fx også i DI (Dansk Industri), hvor de har beregnet, at trængsel og manglende fremkommelighed kostede os alle 20 mia. kr. i 2017 – en regning, der med sikkerhed bliver større for hvert år, hvis ikke vi får vendt udviklingen.

Så hop med på vognen (!) – lad os sammen sige ja til cyklen.

Magasinet CYKLISTER

Vi skriver om det, som cyklister går op i og udkommer fire gange årligt

Få nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på cykelområdet med vores månedlige nyhedsbrev.