Leder i Cyklister nr. 2/Forår 2017 af landsformand Jette Gotsche
Privatbilen, som vi kender den, vil gradvist blive udskiftet af selvkørende biler, som vi er fælles om at bruge. Og meget snart ser vi de første førerløse busser og lastbiler på vores veje.
I Cyklistforbundet er vi ikke afvisende over for selvkørende køretøjer. Med en moden teknologi, den rigtige planlægning og stærke politiske prioriteringer kan de give større trafiksikkerhed for cyklister og andre sårbare trafikanter, bedre byrum og en mere fleksibel mobilitet.
Men der er åbenlyse udfordringer ved den nye teknologi. Fx kræver færdselsloven i dag, at motorkøretøjer føres af en fysisk person, som har kørekort. Så hvem har ansvaret, hvis en undvigemanøvre tvinger elektronikken i en førerløs bil til at vælge imellem at beskytte bilens passagerer og de mere udsatte trafikanter såsom cyklister?
Og selv om det er attraktivt at forestille sig en fremtid, hvor den mest usikre del af bilen – føreren – er taget ud af ligningen, vil førerløse biler ikke automatisk føre til mere sikre forhold for cyklister og andre bløde trafikanter.
Førerløse biler kræver enorme investeringer i vores veje og i sikkerheden på vejene. De kræver, at kommuner og stat investerer i infrastruktur, som giver tryghed og sikkerhed for cyklister og andre bløde trafikanter. Og det er nu og i de kommende år, at vi skal sørge for at få skrevet de love og få planlagt den infrastruktur, der gør teknologien sikker for alle.
I modsætning til mange andre lande, der nu gør klar til at implementere selvkørende motorkøretøjer, så har Danmark en markant cykeltrafik. Den skal vi medtænke i udviklingsprocessen. Cyklen skal fortsat være en central del af det samlede danske mobilitetsbillede. Cyklisternes mulighed for at bevæge sig trygt og sikkert skal være et afgørende parameter i fremtidens mobilitetsplanlægning.
Vi foreslår derfor, at 5 % af al fremtidig investering i infrastruktur, der tilgodeser selvkørende biler, SKAL gå til investeringer til cyklister og fodgængere. Udviklingen må IKKE betyde færre investeringer i infrastruktur til cyklister og fodgængere.
Vi står i disse år med en enestående mulighed for at gentænke selve præmissen for trafik og mobilitet. Gentænke byrummet og sameksistensen mellem biler, kollektiv transport, cykler og fodgængere. Er sandheden ikke, at de fleste af os bruger flere forskellige transportmidler? Og bør vi ikke forlange lige så samme gode infrastruktur, når vi cykler, som vi gør, når vi kører i bil?
Hvis vi griber muligheden, kan selvkørende biler blive en gevinst. Hvis vi forsømmer muligheden og blindt accepterer, at den eneste vej frem er flere biler og tættere trafik, bliver det meget svært – for ikke at sige umuligt – at se gevinsterne.